TRØST
TRØST
Jeg lader mig trøste
af en mor der har mistet sit barn
for evigt og altid
uden håb i horisonten
Et tab så tungt
at det ikke er til at fatte
Et dødsstød til moderhjertet
En universets urimelighed
som hun løfter sig over
eleveret af sin gudetro
og løftet om en højere mening?
Jeg ringer for at trøste
men finder i stedet selv trøst:
Inshala han kommer igen!
Ingen kan tage din plads!
En dag vil han sande
at han behøver sin mor
Så jeg sætter mig og venter
på årenes gang
