"Snart er Palæstina tømt for palæstinensere"
Konflikten i Mellemøsten
"SNART ER PALÆSTINA TØMT FOR PALÆSTINENSERE"
Interview i det catalanske dagblad El Periódico 12.06.24 med Ahmed Tobasi, teaterdirektør for det palæstinensiske Freedom Theatre. Han besøger Barcelona på invitation fra den Catalanske Fredsforening.
Af Irene Benedicto, Barcelona
⁃ Du var nær ikke kommet afsted på rejsen hertil, fordi du blev anholdt for få dage siden. Hvad var det, der skete?
"Invasionen varede mere end 40 timer: droner, jeeps, lastvogne, fuldt militærudstyr, gravemaskiner som ødelagde alting: gaderne og husene.
Tilbage i oktober og igen for ni dage siden blev jeg anholdt sammen med to kollegaer, som stadig er tilbageholdte. De israelske styrker angreb teatret. De ødelagde alt.
Siden den 7. oktober kommer de konstant, som gjaldt det om at fastholde palæstinenserne i elendighed - selv efter at de allerede har frataget os vores hjem og sendt os i flygtningelejre. Så de ret kan opnå, at folk taber hovedet, og at menneskers sjæl går tabt.
Det chok, jeg gennemlevede som barn og som teenager, bliver bare ved og ved. Det eneste, der udvikler sig, er den teknologi, de bruger til at jævne alt med jorden."
⁃ Du har boet syv år i Norge. Hvorfor vendte du tilbage til Palæstina?
"Jeg var drevet af ansvarsfølelse. Når man har et valg, er bekvemthed ikke relevant. Når folk spørger mig, om jeg vender tilbage til Palæstina for at dø der, svarer jeg, at jeg ikke vil dø som gammel i Europa eller lide en tåbelig trafikdød. Jeg vil dø i Palæstina i færd med at gøre noget godt for børnene i den flygtningelejr, hvor jeg selv er vokset op."
⁃ Hvad kan teatret byde på midt under en krig?
"Jeg er så heldig at få lejligheder som denne til at fortælle, hvad der foregår, og give udtryk for, hvad jeg føler. Men resten af menneskene i Palæstina er ikke engang klar over, at det ikke er normalt at leve i en permanent krigstilstand. De taler ikke - de holder det hele for sig selv.
Børnene har til gengæld evnen til at forestille sig noget andet end den eneste virkelighed, de kender. Igennem mange år har propagandaen umenneskeliggjort palæsinenserne. Vi er enten terrorister eller ofre - vi er et tabstal.
Teatret giver os mulighed for selv at beslutte, hvem vi er. Med en pistol kan du slå ihjel, men pistolen sætter dig ikke fri. Teatret derimod giver os mulighed for at forestille os, hvem vi gerne vil være, og kæmpe for at blive det."
⁃ Hvordan forestiller du dig Palæstinas fremtid?
"Israel vil ikke have os der, men de vil heller ikke lade os rejse. Jeg har helt opgivet håbet - man tager jo fusen på os. Særligt hvis vi fortsætter med at tro, som vi har gjort det i mange år, at løsningen vil komme fra Vesten: fra selvsamme hvide kolonialisme, som solgte et område, der ikke var Vestens - angiveligt for at rette op på en konflikt, som Vesten selv havde udløst.
Snart vil Palæstina være tømt for palæstinensere. Og ligesom i USA og Canada vil der være en årlig fejring af det oprindelige folk, mens de få tilbageblevne placeres i reservater.
Det bedste, vi kan gøre, er at bede Vesten om at lade os være i fred. Det kan umuligt blive værre uden Vesten."
⁃ Hvordan føles det at være tilbage i Europa i den aktuelle situation?
"Jeg er led og ked af at skulle forklare, at Hamas ikke er det samme som det palæstinensiske folk.
I Tyskland fik vi ikke lov at bruge begrebet 'Palæstina' offentligt eller medtage det i teatrets pressemeddelelse af frygt for, at det kunne opfattes som antisemitisk. I Frankrig blev vores teaterturné aflyst 'af sikkerhedsgrunde' efter angrebene den 7. oktober.
Selvretfærdiggørelsen er et cirkelargument. Nu får vi lov at optræde, men udelukkende fordi man har dårlig samvittighed. Spanien har lige anerkendt Palæstina som stat, og det er godt - men det er langt fra nok."
Oversat fra catalansk af Sara Høyrup | del frit med kildeangivelse
